De værdighedsproducerende fællesskaber
”Hvad er et værdighedsproducerende fællesskab”?
Sådan spurgte en leder på en seance for nylig.
Et værdighedsproducerende fællesskab er blandt andet, at dine ansatte arbejder for at du lykkes som leder - at du fx ikke taber ansigt.
Men det er omvendt også, at du som leder sikrer, at ansatte oplever sig værd sat, lige værd og som et vigtigt medlem af fællesskabet på arbejdspladsen.
Et værdighedsproducerende fællesskab opstår, når du ved, at du er vigtig for nogen. Det er fællesskaber som siger: “Hvad kan jeg gøre, for at støtte dig lige nu?”, “Hvad vil du gerne mere af”?, “Hvordan kommer vi tilbage på sporet - sammen?”, “Vil du hjælpe mig?”, “Undskyld”, “Kan vi tale mere om det?”, “Tak”, “Skal vi prøve igen?”, “Hvad håber du på?”, “Hvordan gjorde du det?” “Hvor er det godt, at du gør det” mv.
Jeg har brugt 15 år af min karriere på at undersøge det attraktive arbejdsfællesskab og betydningen af etik og relationer. De værdighedsproducerende fællesskaber, opstod ud af mere end 2000 interviews, læsning af Dorte Marie Søndergaards forskning og en række andre teoretikere. De værdighedsproducerende fællesskaber blev et fundament i forståelsen af relationers betydning for stress og krænkelsesproblematikker og omvendt også trivsel, vækst og samarbejde. Sammen med Stephen Holst og Katrine Asp-Poulsen har vi igennem årene skrevet en bog om emnet - om den nogensinde udkommer er stadig lidt en gyser.
Værdighedsproducerende fællesskaber udgør den usynlige kode i en kultur, du kan mærke, sanse og måske ikke sætte ord på, men som du kender fra det at være sammen med mennesker som elsker dig - det vi kender fra privatlivet, når relationer fungerer og vi er vigtige for nogen. Det er fællesskaber som opbygger frem for nedbryder liv:
”Culture that eats stress for breakfast” med andre ord…
Disse fællesskaber har en indbygget prosocial og generøs norm og en anerkendelse af det menneskelige værd, selv når de uheldige sider i mennesket viser sig. Det er fællesskab der formår at tilgive, hente hjem og rette op - sammen.
De værdighedsproducerende fællesskaber har en aminidelig anerkendt antagelse om, at menneskets værdighed er et mål i sig selv og ikke et middel til at opnå ting. Disse fællesskaber i arbejdslivet producerer ikke kun produkter og services, men også oplevelser af (lige) værd - mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledere. Når alle er vigtige for hinanden.
Ingen er mere værd end andre i et sådan fællesskab, og alle i organisationen sætter scenen for dette værd.
Jeg har set disse arbejdsfællesskaber live, og det mennesker siger om det, er ofte at det er stedet, hvor de havde deres bedste job nogensinde. Har du selv prøvet det, ved du hvad jeg taler om.
I de værdighedsproducerende fællesskaber udvikles praksisser, hvor vi ikke er i konkurrence, men i en etisk forpligtelse overfor hinanden - hele tiden, også under pres. Værdighedsproducerende fællesskaber skabes gennem tre normer som inkluderes og løftes i kulturen:
1. Accept af den anden
2. Anerkendelse af den anden
3. Inklusion af den anden
At acceptere, anerkende og inkludere både den der kommer galt afsted, gør det godt, vander planter, gør rent, er pårørende eller topchef, er her en fælles præmis. Det er ’god morgen’, det er ’jeg vil gerne lytte’, det er ’du er værdsat selvom vi er forskellige’. De prosociale praksisser fører til en grundlæggende oplevelse af værd og meningsfuldhed i fællesskabet.
I de værdighedsproducerende fællesskaber bliver tre forhold omvendt konsekvent holdt ude, og får ikke lov at få fat i kulturen.
Det handler om det Søndergaard kalder foragtproduktion, som viser sig ved:
1. Manglende respekt i mødet med den anden
2. Underkendelse af den andens meninger, holdninger, idéer eller bekymringer
3. Eksklusionssignaler
Disse tre praksisser producerer ikke værdighed men social eksklusionsangst i form af manglende respekt, manglende inkluderende kropssprog, nedsættende tonefald, manglende anerkendelse af andres værd og indsats, tavshed mv. Foragtproduktion udgør en alvorlig fare for den menneskelige overlevelse, fordi den har et indbygget eksklusionssignal. Deraf trusselsaktiverer den hjernen, og går direkte i nervesystemet så vi visner og udtørres, viser tænder og dør inden i eller bliver syge.
Når vi ikke oplever os værdigt behandlet, mister vi grebet om os selv. I den position kan vi ikke løfte organisationens problemer eller klimakriser. Når vi ikke føler os værdsat eller som en del af et fællesskab, hvor vi betyder noget, daler vores evner - fordi vi skal bruge mange kræfter på at passe på os selv.
I de værdighedsproducerende fællesskaber passer mennesker på hinanden. Ikke for at skabe bedre resultater, men fordi det er etisk og moralsk ansvarligt. Den grundlæggende etiske forpligtelse, går forud for andre ledelsesmæssige agendaer. Den hopper i kanen med menneskerettighederne, som blandt andet handler om mennesket som mål i sig selv, og ikke som middel til at opnå ting. Menneskets værd er her ukrænkeligt.